Artiklen kunne også hedde: "Hvorfor
kommer der ikke noget op af potten?". Måske har du prøvet at få
frø fra venner eller familie af spændende stauder. Frøene er blevet
sået i den helt rigtige så og prikkeljord og potten vandet, passet og
plejet, men intet er sket.
Det er meget nemmere med sommerblomster, de skal bare i jorden om
foråret, og er der intet sket efter en måned, vil der sjældent ske
noget. For mange stauder forholder det sig ofte lige omvendt. Stauderfrø
kan nemlig hvile, og denne frøhvile skal brydes før der sker noget.
Hovedparten af de stauder vi har i danske haver er tilpasset et klima,
med frost om vinteren. Den naturlige cyklus for disse planter fortæller
os, hvordan de skal frøformeres. Planterne smidder frøene efter
blomstring i løbet af sommer og efterår. Nogle frø kan spirer hurtigt i
løbet af et par uger, men da de kun har en kort vækstperiode i udsigt
inden frosten sætter ind, er det hyppigt at disse tidligt spirede planter
går til. En stor del af frøene har frøhvile, der skal brydes af kulde.
Vinterens vekslen mellem frost og tø bryder denne hvile.
Hvad skal vi så gøre for at få vore frø til at spire? Først og
fremmest skal man opbevare frøene køligt. Når man har indsamlet frøene
skal de tørres kortvarigt. Dernæst opbevares i papirsposer et køligt
sted. Temperaturen skal helst ikke overstige 10 grader. Man kan opbevare
dem i køleskabet.
Når det nye år indtræffer, og der står januar på kalenderen
påbegyndes spiringen. Der er to metoder. Ved den første metode sår man
i potter eller bakker oven på jorden og dækker med et ganske tyndt lag
sand. Potter eller bakker stilles udendørs, så frøene udsættes for
vejr og vind. Denne metode kan være meget god for en række stauder. Man
skal blot huske på, at netop det danske klima er specielt derved, at vi
ofte har bar frost. Mange af vore staudefrø vil foretrække snedække det
meste af vinteren. Derfor er den anden metode måske ofte at foretrække.
|
Ved den anden metode tager man en skefuld fint
så og prikkeljord, der lige akkurat skal være fugtig - og absolut ikke
vådt. Frø og jord blandes og puttes i en lille plastikpose som placeres
i køleskabet. Man kan købe små plastikposer med "lynlås" hos
en kontorforsyning. Husk at skrive på posen eller læg en etiket i posen
med navnet på planten.

Frøene skal ligge i køleskabet i 90 dage, om der ikke sker noget
inden da. Efter et par uger kan visse frø spire i køleskabet, så man
bør tilse sine frø ofte. Hvis frøene viser tegn på spiring skal de
sås øjeblikkelig. Når de 90 dage er gået, kan man tage poserne ud af
køleskabet. Man kan herefter vælge at så frøene, men har man mange
arter kan man vente til de viser tegn på spiring.
Såningen skal ske oven på jorden for langt de fleste stauder, da de
har små frø. Store frø dækkes med et lag jord eller sand svarrende til
en til to gange frøets diameter. For de små frøs vedkommende kan man
drysse lidt sand over potten. Det sikre dels en bedre kontakt med jorden,
men kan også være med til at hindre mos. Flere frø kræver lys for at
spire, og her kan det ikke nytte at begrave frøene.
|