I april 1998 fik jeg en staude af en kollega. Hun fortalte mig, at det var alletiders nemme staude, som kunne vokse de fleste steder i haven. Den krævede ikke nogen særlig pasning, var ikke plaget af skadedyr og sygdomme og blomstrede hele sommeren. Det var en storkenæb - Geranium endressii "Rose Clair".

Geranium endressii ”Rose Clair”

Siden da har jeg kun kunnet give hende ret. Det er virkelig en nem og pragtfuld staude, og den åbnede mine øjne for denne dejlige planteslægt, nemlig Geraniaceae - Storkenæbsfamilien. Den rummer udover storkenæb også pelargonier og erodium (hejrenæb). Det latinske navn udspringer af det græske "geranos", der betyder næb, hvilket hentyder til formen på plantens frøstand.

Jeg fik lyst til at kende mere til denne planteslægt, og efter at have konsulteret diverse havebøger og staudeleksika fandt jeg ud af, at der findes over 400 arter af storkenæb. Det gav mig lyst til at anskaffe flere arter af slægten, og jeg begyndte at lede grundigt på planteskoler og i frøkataloger.

På nuværende tidspunkt rummer min have 37 forskellige arter storkenæb, og jeg er stadig på udkig efter flere arter, som kan trives under vores himmelstrøg. Storkenæbslægten er repræsenteret over det meste af verden, dog stammer de fleste af de dyrkede arter fra det tempererede klima i Vesteuropa og Asien. Enkelte arter kan være lidt sarte og kræve vinterdækning, men ellers klarer de fleste de danske vintervejr.

Der findes storkenæb til alle steder i haven: tørt, solrigt, fugtigt og skygge. Enkelte holder af kalkrig jord, men de fleste trives i almindelig havejord. De er dog ikke så velegnede til afskæring, idet de allerede indenfor det første døgn begynder at drysse. Det er en stor skam, da blomsterne er så kønne, at man netop let fristes til også at nyde dem indendørs. Blomsterne har 5 kronblade, oftest med tydelige årer i en afvigende farve. Blomsterfarverne er rigt repræsenteret i skalaen hvid-rosa-blå/violet, som gør det let at sætte dem sammen med andre planter i haven. Bladformerne varierer fra næsten runde, lappede til aflange og dybt indskårne, ofte med brogede eller marmorerede islæt. Ligeledes varierer arterne i højden fra 10 cm til 150 cm.

Storkenæb formeres for mange arters vedkommende ved deling eller stiklinger. Frøformering kan falde lidt forskelligt ud, da ikke alle arter er sortsægte, og desuden har mange arter nemt ved at krydsbestøve hinanden, så man ikke kan være sikker på resultatet af de indsamlede frø, hvis man har flere arter i haven.

Geranium clarkeii ”Kashmir White”

En af mine favoritter er - udover "Rose Clair" - arten Geranium clarkeii "Kashmir White", som med sine fligede og indskårne blade og de hvide, let gennemsigtige blomster med sarte, gråviolette årer er en nydelse at iagttage hver sommer. Den blomstrer i perioden primo juni – primo juli. Den trives i sol og let skygge i almindelig havejord og formeres lettest ved deling forår eller efter blomstring.

Geranium pratense striatum ”Splish Splash”

En anden dejlig storkenæb med lyse farver er Geranium pratense striatum "Splish Splash", som jeg har fremdyrket fra frø købt hos det engelske frøfirma "Thompson & Morgan". Det tog 2 år fra jeg såede frøene, til planterne blomstrede første gang, noget jeg også har observeret ved andre storkenæb fremdyrket fra frø. Det bemærkelsesværdige ved denne storkenæb er, at blomsterne er tofarvede i hvid og lavendelblå, men ikke to blomster er ens. Dette gør det dag for dag spændende at følge, hvilke nye variationer, som dukker op. Ud over frøformering kan arten formeres ved deling om foråret og efter blomstring, som finder sted ultimo juni – ultimo juli. Den trives fint i sol eller let skygge i en ikke for tør jord. Tilnavnet "pratense" betyder netop "fra engene", altså steder, hvor jorden ikke er knastør.

Geranium-hybrid ”Patricia”

Foretrækker man lidt stærkere farver, er det måske en idé at kikke nærmere på Geranium psilostemon, hvis kraftigt, næsten selvlysende magentarøde blomster med markant sort øje og årer vil være et oplagt blikfang i bedet. Ligeledes hybriden "Patricia", som er en krydsning mellem Geranium psilostemon og Geranium endressii. Billedet er taget, da den havde stået ca. 2 måneder i min have (juni 2000), men allerede denne sommer nåede den et omfang på 1 m2 og en højde på 70 cm med en overdådig blomstring fra medio juni til ultimo august. Både den og Geranium psilostemon siges at trives i både sol og halvskygge, men jeg har bemærket, at blomstringen er rigest i fuld sol. Formeres ved deling om foråret eller efter blomstring.

Geranium platypetalum

Blandt de blå repræsentanter fra storkenæbsfamilien holder jeg meget af Geranium platypetalum. Den er især flot sammen med hvide roser. Den blomstrer ultimo maj til primo juli og er med sine 60 cm og store, lidt lodne blade et flot bunddække også efter endt blomstring. Den trives både i sol og halvskygge, tåler tør jord og formeres ved deling, da den er frøsteril.

Hvis man som jeg har et bed, der ligger i skygge, når frugttræerne springer ud, vil arterne Geranium macrorrhizum eller Geranium phaeum være en oplagt mulighed at bruge som bunddække. Geranium macrorrhizum findes i flere varianter med rosa eller hvide blomster fra ultimo maj til ultimo juni, og den er tilmed stedsegrøn. Den bliver ca. 40 cm høj og blomstrer medio maj til medio juni. Tillige har dens blade en duft, som jeg holder meget af, nemlig den samme duft, som pelargonien "Rosengeranium" udsender ved berøring. Den er nem at formere: man brækker eller klipper stiklinger af, som stikkes i fugtig jord og herefter danner rødder. En enkelt plante kan således på en sæson formeres til adskillige nye planter.

Geranium phaeum er imponerende med sine store, brede blade, som hos nogle arter er marmorerede. Især den hvide art "Alba" lyser op på skyggefulde steder. Den blomstrer fra ultimo maj til primo juli og formeres enten ved frø eller deling.

Som sagt – der er en storkenæb til alle steder i haven, og de fleste planteskoler har indtil flere sorter i deres sortiment. De kræver ikke megen pasning bortset fra, at enkelte arter – heriblandt "Rose Clair" har tendens til frøspredning. Dette kan undgås ved at fjerne de enkelte frøstande efter blomstringen.