Såning af frø indendørs i slutningen af februar er en god måde at starte din have sæson på. Der er mange forskellige planter, der kan sås indendørs, såsom tomater, græskar, agurk, spidskål, broccoli, porer, artiskok, squash og salat.
Når frøene er spiret, er det vigtigt at placere de planter, der skal i drivhuset i et rum, hvor lys og temperatur kan styres. Temperaturen skal holdes mellem 14 og 17 grader for at sikre en god vækst, og der bør være vækstlys i 12 timer i døgnet. I vindueskarmen er der ofte for varmt i forhold til lysmængden så tidligt på året. Det giver lange ranglede planter.
De øvrige spirer kan placeres i drivhuset, så længe der ikke er risiko for frost. Det er vigtigt at overvåge vejrforholdene og sørge for, at planterne ikke bliver udsat for for koldt vejr, før de er stærke nok til at modstå det.
Såning af frø indendørs i februar giver dig mulighed for at få en tidlig start på din havesæson, og giver dig også mulighed for at dyrke planter, der ellers ikke ville trives i det køligere klima i de tidlige forårsmåneder. Det er også en god måde at få en tidlig høst af f.eks tomater og agurker i løbet af sommeren.
Man kan kun blive imponeret over kejserkronens grokraft. Nærmest fra dag til dag kan planten have groet flere centimeter. Der er virkelig fart på, når den først kommer frem her i marts. Nu håber vi bare, at liljebillerne lader vente på sig, så vi når at nyde de flotte blomster. Liljebillerne er i øvrigt let genkendelige med deres stærk røde farve. Ser man dem, er det bare med at få dem fjernet.
Også rabarberne har en forbavsende grokraft. Her titter de først små blade frem. Måske vi kan nå at få rabarbertrifli til påske?
Foråret er godt på vej. Vintergækkerne har blomstret længe. Krokuserne er ved at have toppet, mens tulipaner, hyacinter, perlehyacinter og påskeliljer er på vej. Også ukrudtet viser sin grokraft.
Vi har forårsblomsterne i bedet tættest på gårdspladsen. Det betyder, at vi dagligt kommer forbi og kan se, hvad nyt der nu titter frem.
Påskeklokken begyndte allerede at sende de nye blomsterstængler op i december, men det er først nu, den for alvor står i fuldt flor.
Dorthealiljerne står også rigtigt fint nede i skovhaven. De er lidt senere end vintergækkerne, men absolut værd at vente på med deres fine klokker og frisk grønne løv.
… mosegrisen eller vandrotten. Pastinak vinteropbevares bedst ved at blive siddende i jorden, indtil man skal bruge en rod eller to. Men nogle gange må man bare konstatere, at andre har vundet kapløbet om de gode rødder. På overfladen ser det lovende ud, når man kommer med greben, men kun en tynd skal for oven er tilbage, når mosegrisen har været i gang. Så ingen pastinak i suppen i dag.
Mosegrisen har taget for sig af pastinakkerne.
Grønkålen holder sig også bedst udenfor. Når vejret i marts er så godt som i år, begynder de endda at sætte nye skud – et dejligt friskt tilskud til salaten.
Grønkålen ser stadig fin ud
Jordskokkerne har også givet godt i sidste sæson. Vi har stadigvæk mange tilbage i jorden. Og mosegrisen er ikke ret begejstret for dem, så her kan vi godt have knoldene i nogenlunde fred.
Jordskokker – og her har vi endda brugt de største knolde allerede
Der kan laves en god mos af lige dele pastinak og jordskok, evt. tilsat en bagt peberfrugt, hvor skallen er pillet af. Mosen passer til retter, hvor man ville have serveret kartoffelmos til.
Meteorologerne har meldt frost og sne i aften og nat, så jeg måtte lige ud at tage billeder af årets første blomster, før de måske helt forsvinder i et hvidt dække.
Vintergækkerne står allerede med fint med nikkende klokker.
Troldnøden (hamamellis mollis) er også gået i gang med at blomstre. Vi har busken til at stå i beddet nærmest huset, så vi kan skimte den indefra. Og når vi er udenfor, behøver vi ikke gå langt ned i haven for at beundre dens fine gule blomster.
Også den røde lungeurt (pulmonaria rubra) har sat de første nærmest koralfarvede blomster. Vi har ofte oplevet, at den røde lungeurt er meget tidlig med blomstringen, og også langt tidligere end de andre arter af lungeurt vi har. Til gengæld blomstrer den ofte over en meget lang periode – og vi taler her måneder. Kommer der sne, sætter den nye blomster, når vejret bliver bedre igen.
PS. Det milde vintervejr har faktisk også betydet, at vi allerede har set en del tusindfryd (bellis) i blomst på græsplænen.
Der sker ikke så meget i haven i december. De fleste planter er enten visnet ned eller holder vinterpause i væksten. Så på den daglige rundtur i haven er der ikke så meget nyt at kigge på. Og dog. Hos julerosen (Helleborus niger) er nye blomsterknopper så småt på vej.
Men med en uge til juleaften, når de nu ikke at blomstre til jul. Det bliver nok nærmere til påske, lidt afhængig af hvor hård vinteren bliver. Så i virkeligheden er det måske en påskeklokke (Helleborus orientalis), vi har. Forskellen på de to er, at julerosen er lavere ca. 30 cm mod påskeklokkens ca. 50. cm. Julerosen har desuden mørkere blade og kun en blomst på hver stilk. Julerosen findes derudover kun i hvid, hvor påskeklokken kan fås i mange farver. Når blomsterne er helt fremme, må jeg ud og afgøre, om det er påskeklokken, vi har.
Også ingefæren står med fine blanke brogede blade. Der er tale om italiensk ingefær (Arum Italicum). Senere sender planten sine tykke stængler op med de karakteristiske røde bær.
Italiensk ingefær må ikke forveksles med ægte ingefær (Zingiber Officinale). Både bær og stængler på italiensk ingefær er nemlige meget giftige og kan i værste tilfælde være dødelige, hvis man spiser dem.
Også de tidligste løgblomster er begyndt at røre på sig. Her er spidserne på vintergækkerne ved at titte frem.
Vores dahliaer har stået rigtig fint i år med mange og flotte blomster. Da den første nattefrost kom sent i slutningen af oktober, har dahliaerne også blomstret over en lang periode. Men i starten af november måtte jeg til det, nemlig at få gravet alle knolde op.
Dahlia-bedet
Den første nattefrost får dahliaerne til at klaske let sammen. Det er herefter ligetil at klippe stænglerene ned til 5-10 cm. Når jeg har gravet knoldene op, sørger jeg for at ryste så meget som muligt af den medfølgende jord af. Jeg kontrollerer også for, om nogle knolddele er ved at rådne. Det bliver klippet af. Dernæst bliver knoldene lagt i et lag i flamingokasser. Faktisk er det kapillarkasserne fra drivhuset, jeg bruger – rart nok at de også har en anvendelse om vinteren.
Jeg har knoldene til at stå til den første tørring i cirka 10-14 dage i et tørt, køligt og frostfrit rum. Der skal være mulighed for luftcirkulation omkring knoldene, så her skal kasserne ikke stables. Efter den første tørring sættes kasserne med knolde ind i vores bryggers. Jeg går dem gerne igennem endnu en gang for at få mere jord af, finde rådne knolde osv. I bryggerset er der stuetemperatur (ca. 22 grader), og her står knoldene igen 10-14 dage. Nu skulle knoldene gerne være helt tørre og mærke faste og hårde. De bliver kontrolleret endnu en gang. Måske er det også nødvendigt at dele nogle af knoldene for at kunne komme til at skære rådne dele helt væk.
Kapillarkasser bliver brugt til vinteropbevaring af dahliaknolde
Så er kasserne klar til stabling i vores uopvarmede rum. Her er tørt og køligt. Fuldstændig frostfrit er der ikke, men der skal have været dagsfrost i flere dage og med nattetemperaturen under 10-15 minusgrader for, at det bliver kritisk.
Så er kasserne stablet med bobleplast på den øverste
Normalt kigger jeg ikke til knoldene i løbet af vinteren, men ser først til dem engang i løbet af april. De mindste knolde putter jeg her i plantepotter med lidt jord og en sjat vand. Nogle af mine dahliaknolde er dog så store, at det nærmest er umuligt at finde potter til dem, så de bliver sat direkte ud i bedet i maj.
Jeg har efterhånden fået oparbejdet en beholdning på 60-70 dahlia-knolde. De fylder godt til i bedene, og det er heller ikke helt ligegyldigt i forhold til blomstringen, hvor meget sollys de får. Et godt sted er ofte køkkenhaven, hvor der typisk er åbent og sollyst. I tidligere år har jeg da også haft dahliaerne i forlængelse af højbedene i køkkenhaven, men i år havde jeg behov for at få et nyt og større bed. Et passende sted var langs bøgehækken i køkkenhaven. Bedet vender mod øst, men har også nogen sol om eftermiddagen.
De gamle dahlia-bede
I stedet for at grave græstørvene op på alle de 2 x 15 meter, som er det nye beds størrelse, valgte vi kun at grave tørvene væk, hvor dahlia-knoldene skulle sættes. Mellem hullerne til knoldene dækkede vi af med et godt lag aviser og her ovenpå lidt jord og græsafklip for, at aviserne ikke skulle forsvinde med vinden. Bedet er desuden kantet med en række fliser af typen 13 x 20 cm.
Det nye dahliabed dækkes med aviser
Blomstringen i det nye bed har været overdådig. Det varme vejr har betydet, at vi i perioder har måttet vande. Til gengæld har det også været begrænset med ukrudt. Græsset er blevet kvalt af aviserne. Flerårigt ukrudt har vi mest set i hullerne tæt på blomsterne, men på grund af det tørre vejr er ukrudtet ikke blevet så stort.
De røde dahliaer i fuldt flor i det nye bed
Efter den første frost i starten af november er dahlia-knoldene blevet gravet op. Vi har dækket bedet til med en blanding af græsafklip og blade. Nedenunder ligger stadigt de ikke helt formuldede aviser. Denne kombination har vi erfaring med, kan holde det meste ukrudt på afstand, indtil dahliaerne igen skal sættes til foråret. Afdækningsmaterialet vil så blive revet sammen og anvendt som nederste lag i de nye højbede, vi skal have etableret i løbet af foråret.
Nogle af de smukkeste haver jeg har set, er skovhaver. Derfor har jeg altid ønsket mig sådan en. Hvis man ikke lige har en masse træer i haven i forvejen, har sådant et projekt lange udsigter. Da vi flyttede hertil, var plantning af træer et af de første ting, jeg gav mig i kast med. Masser af træer. Og nu cirka 15 år senere synes jeg, at det begynder at ligne det, jeg har drømt om.
En af stierne i skovhaven
Mange af træerne, jeg plantede dengang, er siden fældet og stammerne brugt til kantning og grenene til flis til stierne. De fleste af de planter, man dyrker i en skovhave, kræver ikke dyb skygge, men det man kalder vandrende skygger. De vil samtidig gerne have en fugtig, lidt sur og muldrig jord. Det er planter, man ikke ser så hyppigt i de fleste haver, da de ikke klarer sig godt i et almindeligt staudebed.
I vores skovhave er der selvfølgelig de fleste af de planter, man forbinder med skovbund. Der er anemoner, bregner, vintergækker, bispehuer, lungeurter, primulaer, hosta og hasselurt for blot at nævne nogle. Der er også nogle mere specielle. Her er nogle af de planter, jeg stolt viser frem til, hvem der end gider se dem.
Billedet af denne fyldte blodurt er taget i slutningen af april. De stammer oprindelig fra skovområder i Nordamerika.
Blodurt – Sanguinaria canadensis
De forholdsvis store grågrønne blade kan godt minde lidt om fjervalmuens (Macleaya cordata) blade. Det er ikke helt tilfældigt, da de er beslægtede.
Glaucidium palmatum
Glaucidium palmatum blomstrer i april-maj og bliver cirka en ½ m høj. De stammer oprindeligt fra den japanske ø Hokkaido. Den har ikke noget dansk navn, men på engelsk kaldes den Japansk skov valmue, om end den ikke tilhører valmuefamilien. Jeg synes, at den er flot og glæder mig til, at den danner en tæt kuppel.
Treblad og snabelkalla er blevet samleobjekter i min skovhave. Det er planter, jeg sjældent kan gå forbi på plantemarkeder uden at købe dem. De to treblade på billedet er Trillium erectum og Trillium grandiflorum, som nok er de to mest almindelige treblade i danske haver. Snabelkallaen er en Arisaema sikokianum.
Treblad og snabelkalla
Snabelkalla er i familie med Arum, hvor Italiensk ingefær nok er den mest kendte med de hvide aftegninger på de trekantede blanke blade og frugtstande, der består i orange bær i store tætte kolber.
Månestråle er sådan et fint navn til en plante. Langt finere end det den kaldes på engelsk, hvilket er gul voksklokke. Den har store frodige blade, og blomstens kronblade er meget kødfulde. Hvor mange af de øvrige skovbundplanter blomstrer tidligt på året, venter målestråle med at blomstre til september. På latin hedder den Kirengeshoma palmata.
Månestråle – Kirengeshoma palmata
Den største udfordring i vores skovhave er vind og tørke. Jeg forsøger at gøre læhegnet mod vest tættere og tilføre så meget organisk materiale til jorden som muligt.
Vi skriver november, men endnu står persillen flot og saftig grøn i haven. Lige til at plukke og anvende i køkkenet hvad enten det nu er til en gang persillesovs, græsk farsbrød eller noget helt tredje, der står på menuen.
Persilleplanterne i midt november
Persillen kan fint holde sig i haven engang til januar eller februar, men jeg plejer også altid at putte noget i fryseren. Både til de få måneder, der ikke er frisk persille i haven og til de dage, hvor jeg ikke orker at skulle rage rundt i vintermørket og kulden for at plukke den til aftensmaden.
Ved frysningen plukker jeg en ordentlig baljefuld. Persillen bliver skyllet af flere omgange, og de største stængler klippet af. Derefter skal persille tørres. Grundigt. Jeg bruger gerne nogle rene viskestykker til formålet. Persillen bliver lagt mellem viskestykkerne og trykket eller slynget let. Den tørre persille er nu klar til at putte i fryseposer. Fordelen ved denne metode er, at man ikke behøver at hakke persillen før indfrysning. I stedet trykker man blot på posen, når man tager den op af fryseren. Herved går persillen i mindre stykker og den ønskede mængde kan puttes i sovsen eller farsen. Resten ryger tilbage i fryseren med det samme.
Jeg er i gang med at klargøre persille til frysning
Persille er en toårig plante, så derfor vil den persille, som blev sået i år, til foråret give sig til at vokse igen. Det giver mulighed for fra tidligt forår at få frisk persille, men da denne persille går i blomst tidligt på sommeren, skal der sås ny persille hvert år.
Persille har ret lang spiringstid 3-6 uger, så meget ofte vælger vi den nemme løsning at købe en bakke med persille til udplantning. Det giver et sikkert resultat, hvis vi bare husker nok gødning og vand. Og en enkelt bakke persilleplanter giver nemt nok til en husholdning på fire.
