Vi skriver november, men endnu står persillen flot og saftig grøn i haven. Lige til at plukke og anvende i køkkenet hvad enten det nu er til en gang persillesovs, græsk farsbrød eller noget helt tredje, der står på menuen.
Persillen kan fint holde sig i haven engang til januar eller februar, men jeg plejer også altid at putte noget i fryseren. Både til de få måneder, der ikke er frisk persille i haven og til de dage, hvor jeg ikke orker at skulle rage rundt i vintermørket og kulden for at plukke den til aftensmaden.
Ved frysningen plukker jeg en ordentlig baljefuld. Persillen bliver skyllet af flere omgange, og de største stængler klippet af. Derefter skal persille tørres. Grundigt. Jeg bruger gerne nogle rene viskestykker til formålet. Persillen bliver lagt mellem viskestykkerne og trykket eller slynget let. Den tørre persille er nu klar til at putte i fryseposer. Fordelen ved denne metode er, at man ikke behøver at hakke persillen før indfrysning. I stedet trykker man blot på posen, når man tager den op af fryseren. Herved går persillen i mindre stykker og den ønskede mængde kan puttes i sovsen eller farsen. Resten ryger tilbage i fryseren med det samme.
Persille er en toårig plante, så derfor vil den persille, som blev sået i år, til foråret give sig til at vokse igen. Det giver mulighed for fra tidligt forår at få frisk persille, men da denne persille går i blomst tidligt på sommeren, skal der sås ny persille hvert år.
Persille har ret lang spiringstid 3-6 uger, så meget ofte vælger vi den nemme løsning at købe en bakke med persille til udplantning. Det giver et sikkert resultat, hvis vi bare husker nok gødning og vand. Og en enkelt bakke persilleplanter giver nemt nok til en husholdning på fire.