Haven i december

Der sker ikke så meget i haven i december. De fleste planter er enten visnet ned eller holder vinterpause i væksten. Så på den daglige rundtur i haven er der ikke så meget nyt at kigge på. Og dog. Hos julerosen (Helleborus niger) er nye blomsterknopper så småt på vej. 

Men med en uge til juleaften, når de nu ikke at blomstre til jul. Det bliver nok nærmere til påske, lidt afhængig af hvor hård vinteren bliver. Så i virkeligheden er det måske en påskeklokke (Helleborus orientalis), vi har.  Forskellen på de to er, at julerosen er lavere ca. 30 cm mod påskeklokkens ca. 50. cm. Julerosen har desuden mørkere blade og kun en blomst på hver stilk. Julerosen findes derudover kun i hvid, hvor påskeklokken kan fås i mange farver. Når blomsterne er helt fremme, må jeg ud og afgøre, om det er påskeklokken, vi har.

Også ingefæren står med fine blanke brogede blade. Der er tale om italiensk ingefær (Arum Italicum).  Senere sender planten sine tykke stængler op med de karakteristiske røde bær.  

Italiensk ingefær må ikke forveksles med ægte ingefær (Zingiber Officinale). Både bær og stængler på italiensk ingefær er nemlige meget giftige og kan i værste tilfælde være dødelige, hvis man spiser dem. 

Også de tidligste løgblomster er begyndt at røre på sig. Her er spidserne på vintergækkerne ved at titte frem.