Den der gemmer til natten, gemmer til …

… mosegrisen eller vandrotten. Pastinak vinteropbevares bedst ved at blive siddende i jorden, indtil man skal bruge en rod eller to. Men nogle gange må man bare konstatere, at andre har vundet kapløbet om de gode rødder. På overfladen ser det lovende ud, når man kommer med greben, men kun en tynd skal for oven er tilbage, når mosegrisen har været i gang. Så ingen pastinak i suppen i dag.

Mosegrisen har taget for sig af pastinakkerne.

Grønkålen holder sig også bedst udenfor. Når vejret i marts er så godt som i år, begynder de endda at sætte nye skud – et dejligt friskt tilskud til salaten.

Grønkålen ser stadig fin ud

Jordskokkerne har også givet godt i sidste sæson. Vi har stadigvæk mange tilbage i jorden. Og mosegrisen er ikke ret begejstret for dem, så her kan vi godt have knoldene i nogenlunde fred.

Jordskokker – og her har vi endda brugt de største knolde allerede

Der kan laves en god mos af lige dele pastinak og jordskok, evt. tilsat en bagt peberfrugt, hvor skallen er pillet af. Mosen passer til retter, hvor man ville have serveret kartoffelmos til.