Skovhaven

Nogle af de smukkeste haver jeg har set, er skovhaver. Derfor har jeg altid ønsket mig sådan en. Hvis man ikke lige har en masse træer i haven i forvejen, har sådant et projekt lange udsigter. Da vi flyttede hertil, var plantning af træer et af de første ting, jeg gav mig i kast med. Masser af træer. Og nu cirka 15 år senere synes jeg, at det begynder at ligne det, jeg har drømt om.

En af stierne i skovhaven

Mange af træerne, jeg plantede dengang, er siden fældet og stammerne brugt til kantning og grenene til flis til stierne. De fleste af de planter, man dyrker i en skovhave, kræver ikke dyb skygge, men det man kalder vandrende skygger. De vil samtidig gerne have en fugtig, lidt sur og muldrig jord. Det er planter, man ikke ser så hyppigt i de fleste haver, da de ikke klarer sig godt i et almindeligt staudebed.

I vores skovhave er der selvfølgelig de fleste af de planter, man forbinder med skovbund. Der er anemoner, bregner, vintergækker, bispehuer, lungeurter, primulaer, hosta og hasselurt for blot at nævne nogle. Der er også nogle mere specielle. Her er nogle af de planter, jeg stolt viser frem til, hvem der end gider se dem.

Billedet af denne fyldte blodurt er taget i slutningen af april. De stammer oprindelig fra skovområder i Nordamerika.

Blodurt – Sanguinaria canadensis

De forholdsvis store grågrønne blade kan godt minde lidt om fjervalmuens (Macleaya cordata) blade. Det er ikke helt tilfældigt, da de er beslægtede.

Glaucidium palmatum

Glaucidium palmatum blomstrer i april-maj og bliver cirka en ½ m høj. De stammer oprindeligt fra den japanske ø Hokkaido. Den har ikke noget dansk navn, men på engelsk kaldes den Japansk skov valmue, om end den ikke tilhører valmuefamilien. Jeg synes, at den er flot og glæder mig til, at den danner en tæt kuppel.

Treblad og snabelkalla er blevet samleobjekter i min skovhave. Det er planter, jeg sjældent kan gå forbi på plantemarkeder uden at købe dem. De to treblade på billedet er Trillium erectum og Trillium grandiflorum, som nok er de to mest almindelige treblade i danske haver. Snabelkallaen er en Arisaema sikokianum.

Treblad og snabelkalla

Snabelkalla er i familie med Arum, hvor Italiensk ingefær nok er den mest kendte med de hvide aftegninger på de trekantede blanke blade og frugtstande, der består i orange bær i store tætte kolber.

Månestråle er sådan et fint navn til en plante. Langt finere end det den kaldes på engelsk, hvilket er gul voksklokke. Den har store frodige blade, og blomstens kronblade er meget kødfulde. Hvor mange af de øvrige skovbundplanter blomstrer tidligt på året, venter målestråle med at blomstre til september. På latin hedder den Kirengeshoma palmata.

Månestråle – Kirengeshoma palmata

Den største udfordring i vores skovhave er vind og tørke. Jeg forsøger at gøre læhegnet mod vest tættere og tilføre så meget organisk materiale til jorden som muligt.

Kompost

Der er mange meninger om kompost. Og jeg vil skynde mig at sige, at den måde jeg gør det på, ikke er den eviggyldige sandhed. Det er bare det, som fungerer bedst for mig. Vi har et stort behov for kompost til vores køkkenhave, men er ikke mere energiske, end folk er flest. Så lette løsninger er velkomne – blot ikke trailer-kørsel med kommunal kompost.

Vores gamle kompostbunke

Vi har altid smidt alt haveaffald i en stor kompostdynge i et hjørne af køkkenhaven. Det har omfattet ukrudt med rødder og jord, som er revet af bedene, stængler, kviste, grene og så videre. Problemet har været, at omsætningen har været langsom, fordi den kun tilføres lidt ad gangen, og når det endelig er omsat, indeholder det ikke så meget organisk materiale, som man kunne ønske sig. Næring er der nok af. Det kan man se på, hvor frodigt brændenælderne gror. Samtidig var der mange ukrudtfrø, som villigt spirede der hvor komposten blev anvendt.

Når man læser om emnet kompost på nettet og i havebøgerne, bliver man overvældet af det arbejde, der tilsyneladende skal til for at skabe en god kompost. Der skal bygges kompostbeholdere af træ – for eksempel af paller – med aftagelige sider. Mindst to, men helst tre styk for at kunne flytte materialet fra beholder til beholder. Og materialet skal bygges op med skiftende lag af grønt og brunt.

Men jeg fandt også et par metoder, der var noget mere simple. Det er sådan en metode, jeg nu anvender.

Jeg havde noget trådhegn liggende, som vi ikke længere brugte. Det har jeg sat op i nogle ringe. Så fylder jeg ellers bare på – men ikke med hvad som helst.

Simple beholder af trådhegn

Komposten laver jeg, når der er faldet mange blade af træerne på græsplænen. Så finder jeg min plæneklipper med opsamler frem og slår alle bladene og græsset op. Det havner i en af kompostbeholderne. Jeg fylder den som regel helt op med top på i løbet af nogle få dage.

Opsamling af græs og blade sker med plæneklipperen

Efter et par dage er komposten så varm, at man næsten brænder sig, når man stikker hånden ned i bunken. Det er det kvælstofholdige græs, der nærer bakterievæksten i bunken. Bakteriernes omsætning af materialet giver varmen. Efter en uges tid begynder varmen så småt at aftage. Så der kan man vende bunken, så det yderste uomsatte materiale kan komme ind i midten af bunken. Så opvarmes bunken igen. Derefter behøver man ikke gøre så meget mere. Efter et par måneder kan man lægge komposten ud i bedene.

På disse tre billeder ses komposten i tre faser. Først som den ser ud, når den lige er lagt i en beholder. Så efter den er blevet vendt. Og sidst som den ser ud, når den er klar til at blive bragt ud.

Tre faser af nedbrydningen

Jeg undgår at lægge ukrudt med rødder og jord i bunken. Heller ikke materiale der gør det vanskeligt at vende bunken. For eksempel grene, lange stængler og ærtehalm. Jeg lægger dog gerne grene i, men først når de har været gennem kompostkværnen.

Den gamle kompostbunke er der godt nok stadigvæk. Vi graver den ud en gang imellem og bruger materialet til at fylde huller i plænen eller til at lægge i bunden af nye bede. Men den gode kompost kan lægges på toppen af bedene, hvor den kvæler uønsket ukrudt – og giver god næring til de planter, vi ønsker skal vokse der.

Nye højbede

Vi har haft højbede i mange år, og det har fungeret OK. Men der var alligevel en række ting, der kunne gøres bedre. Vores højbede var kasser af lærketræ, som var 2 gange 2 meter. De var dermed for store til, at man kunne undgå at træde i dem, når man skulle arbejde i bedene.

De gamle højbede

Kassernes placering med græs op ad, gav nogle andre problemer. Græsset groede ind i kasserne. Og når man rensede bedene, fik man uundgåeligt revet jord ud i græsset, som skabte en jordvold op ad kasserne, der gjorde klipningen af græsset vanskeligt. Endelig muntrede mosegrisene sig med at mæske sig i de afgrøder, vi skulle have høstet.

Så vi besluttede os for at bygge nye højbede. De blev smallere, men længere. Kyllingtråd i bunden sikrer mod mosegrise. Og kasserne er nu placeret på fliser. Dermed er der afstand til græsset, så jord fra bedene bare kan fejes væk. Det øger samtidig holdbarheden af det træ, som kasserne er bygget af, da de ikke har direkte jordkontakt. Indersiden er foret med plastik og træet er malet med træbeskyttelse.

De nye bede anlægges

De nye kasser er også betydeligt højere end de gamle. Der er anvendt 47 x 250 mm spærtræ. Fliserne er 5 cm høje og kanten er 47 * 100 mm reglar. Det giver omkring 30 cm til planternes rødder at gro i. Jorden i kasserne er nederst den jord, der var i de gamle kasser. Så er der et tykt lag kompost, og øverst et lag jord fra de billigste plantesække vi kunne få fat i.

Man skal aldrig gå i bedene. Man kan sidde på kanten. De skal heller aldrig graves. I stedet for bliver der hvert år lagt et lag på 5-10 cm kompost på toppen.

Et godt resultat efter en tør sommer

Resultaterne har været overvældende. Den meget kompostrige jord giver kraftig vækst og er med til at holde på fugtigheden i tørre perioder.

Der er meget arbejde i at etablere disse højbede, og det er heller ikke helt billigt. Derfor bygger vi over flere år. Så hvert år kommer der 3 nye højbede til for, at vi til sidst vil have i alt 12 bede. Bedene er omkring 5 meter lange og 1,2 meter brede.