Såning af frø indendørs i slutningen af februar er en god måde at starte din have sæson på. Der er mange forskellige planter, der kan sås indendørs, såsom tomater, græskar, agurk, spidskål, broccoli, porer, artiskok, squash og salat.
Når frøene er spiret, er det vigtigt at placere de planter, der skal i drivhuset i et rum, hvor lys og temperatur kan styres. Temperaturen skal holdes mellem 14 og 17 grader for at sikre en god vækst, og der bør være vækstlys i 12 timer i døgnet. I vindueskarmen er der ofte for varmt i forhold til lysmængden så tidligt på året. Det giver lange ranglede planter.
De øvrige spirer kan placeres i drivhuset, så længe der ikke er risiko for frost. Det er vigtigt at overvåge vejrforholdene og sørge for, at planterne ikke bliver udsat for for koldt vejr, før de er stærke nok til at modstå det.
Såning af frø indendørs i februar giver dig mulighed for at få en tidlig start på din havesæson, og giver dig også mulighed for at dyrke planter, der ellers ikke ville trives i det køligere klima i de tidlige forårsmåneder. Det er også en god måde at få en tidlig høst af f.eks tomater og agurker i løbet af sommeren.
Man kan kun blive imponeret over kejserkronens grokraft. Nærmest fra dag til dag kan planten have groet flere centimeter. Der er virkelig fart på, når den først kommer frem her i marts. Nu håber vi bare, at liljebillerne lader vente på sig, så vi når at nyde de flotte blomster. Liljebillerne er i øvrigt let genkendelige med deres stærk røde farve. Ser man dem, er det bare med at få dem fjernet.
Også rabarberne har en forbavsende grokraft. Her titter de først små blade frem. Måske vi kan nå at få rabarbertrifli til påske?
… mosegrisen eller vandrotten. Pastinak vinteropbevares bedst ved at blive siddende i jorden, indtil man skal bruge en rod eller to. Men nogle gange må man bare konstatere, at andre har vundet kapløbet om de gode rødder. På overfladen ser det lovende ud, når man kommer med greben, men kun en tynd skal for oven er tilbage, når mosegrisen har været i gang. Så ingen pastinak i suppen i dag.
Mosegrisen har taget for sig af pastinakkerne.
Grønkålen holder sig også bedst udenfor. Når vejret i marts er så godt som i år, begynder de endda at sætte nye skud – et dejligt friskt tilskud til salaten.
Grønkålen ser stadig fin ud
Jordskokkerne har også givet godt i sidste sæson. Vi har stadigvæk mange tilbage i jorden. Og mosegrisen er ikke ret begejstret for dem, så her kan vi godt have knoldene i nogenlunde fred.
Jordskokker – og her har vi endda brugt de største knolde allerede
Der kan laves en god mos af lige dele pastinak og jordskok, evt. tilsat en bagt peberfrugt, hvor skallen er pillet af. Mosen passer til retter, hvor man ville have serveret kartoffelmos til.
Vi skriver november, men endnu står persillen flot og saftig grøn i haven. Lige til at plukke og anvende i køkkenet hvad enten det nu er til en gang persillesovs, græsk farsbrød eller noget helt tredje, der står på menuen.
Persilleplanterne i midt november
Persillen kan fint holde sig i haven engang til januar eller februar, men jeg plejer også altid at putte noget i fryseren. Både til de få måneder, der ikke er frisk persille i haven og til de dage, hvor jeg ikke orker at skulle rage rundt i vintermørket og kulden for at plukke den til aftensmaden.
Ved frysningen plukker jeg en ordentlig baljefuld. Persillen bliver skyllet af flere omgange, og de største stængler klippet af. Derefter skal persille tørres. Grundigt. Jeg bruger gerne nogle rene viskestykker til formålet. Persillen bliver lagt mellem viskestykkerne og trykket eller slynget let. Den tørre persille er nu klar til at putte i fryseposer. Fordelen ved denne metode er, at man ikke behøver at hakke persillen før indfrysning. I stedet trykker man blot på posen, når man tager den op af fryseren. Herved går persillen i mindre stykker og den ønskede mængde kan puttes i sovsen eller farsen. Resten ryger tilbage i fryseren med det samme.
Jeg er i gang med at klargøre persille til frysning
Persille er en toårig plante, så derfor vil den persille, som blev sået i år, til foråret give sig til at vokse igen. Det giver mulighed for fra tidligt forår at få frisk persille, men da denne persille går i blomst tidligt på sommeren, skal der sås ny persille hvert år.
Persille har ret lang spiringstid 3-6 uger, så meget ofte vælger vi den nemme løsning at købe en bakke med persille til udplantning. Det giver et sikkert resultat, hvis vi bare husker nok gødning og vand. Og en enkelt bakke persilleplanter giver nemt nok til en husholdning på fire.
Der er mange meninger om kompost. Og jeg vil skynde mig at sige, at den måde jeg gør det på, ikke er den eviggyldige sandhed. Det er bare det, som fungerer bedst for mig. Vi har et stort behov for kompost til vores køkkenhave, men er ikke mere energiske, end folk er flest. Så lette løsninger er velkomne – blot ikke trailer-kørsel med kommunal kompost.
Vores gamle kompostbunke
Vi har altid smidt alt haveaffald i en stor kompostdynge i et hjørne af køkkenhaven. Det har omfattet ukrudt med rødder og jord, som er revet af bedene, stængler, kviste, grene og så videre. Problemet har været, at omsætningen har været langsom, fordi den kun tilføres lidt ad gangen, og når det endelig er omsat, indeholder det ikke så meget organisk materiale, som man kunne ønske sig. Næring er der nok af. Det kan man se på, hvor frodigt brændenælderne gror. Samtidig var der mange ukrudtfrø, som villigt spirede der hvor komposten blev anvendt.
Når man læser om emnet kompost på nettet og i havebøgerne, bliver man overvældet af det arbejde, der tilsyneladende skal til for at skabe en god kompost. Der skal bygges kompostbeholdere af træ – for eksempel af paller – med aftagelige sider. Mindst to, men helst tre styk for at kunne flytte materialet fra beholder til beholder. Og materialet skal bygges op med skiftende lag af grønt og brunt.
Men jeg fandt også et par metoder, der var noget mere simple. Det er sådan en metode, jeg nu anvender.
Jeg havde noget trådhegn liggende, som vi ikke længere brugte. Det har jeg sat op i nogle ringe. Så fylder jeg ellers bare på – men ikke med hvad som helst.
Simple beholder af trådhegn
Komposten laver jeg, når der er faldet mange blade af træerne på græsplænen. Så finder jeg min plæneklipper med opsamler frem og slår alle bladene og græsset op. Det havner i en af kompostbeholderne. Jeg fylder den som regel helt op med top på i løbet af nogle få dage.
Opsamling af græs og blade sker med plæneklipperen
Efter et par dage er komposten så varm, at man næsten brænder sig, når man stikker hånden ned i bunken. Det er det kvælstofholdige græs, der nærer bakterievæksten i bunken. Bakteriernes omsætning af materialet giver varmen. Efter en uges tid begynder varmen så småt at aftage. Så der kan man vende bunken, så det yderste uomsatte materiale kan komme ind i midten af bunken. Så opvarmes bunken igen. Derefter behøver man ikke gøre så meget mere. Efter et par måneder kan man lægge komposten ud i bedene.
På disse tre billeder ses komposten i tre faser. Først som den ser ud, når den lige er lagt i en beholder. Så efter den er blevet vendt. Og sidst som den ser ud, når den er klar til at blive bragt ud.
Tre faser af nedbrydningen
Jeg undgår at lægge ukrudt med rødder og jord i bunken. Heller ikke materiale der gør det vanskeligt at vende bunken. For eksempel grene, lange stængler og ærtehalm. Jeg lægger dog gerne grene i, men først når de har været gennem kompostkværnen.
Den gamle kompostbunke er der godt nok stadigvæk. Vi graver den ud en gang imellem og bruger materialet til at fylde huller i plænen eller til at lægge i bunden af nye bede. Men den gode kompost kan lægges på toppen af bedene, hvor den kvæler uønsket ukrudt – og giver god næring til de planter, vi ønsker skal vokse der.
Vi har haft højbede i mange år, og det har fungeret OK. Men der var alligevel en række ting, der kunne gøres bedre. Vores højbede var kasser af lærketræ, som var 2 gange 2 meter. De var dermed for store til, at man kunne undgå at træde i dem, når man skulle arbejde i bedene.
De gamle højbede
Kassernes placering med græs op ad, gav nogle andre problemer. Græsset groede ind i kasserne. Og når man rensede bedene, fik man uundgåeligt revet jord ud i græsset, som skabte en jordvold op ad kasserne, der gjorde klipningen af græsset vanskeligt. Endelig muntrede mosegrisene sig med at mæske sig i de afgrøder, vi skulle have høstet.
Så vi besluttede os for at bygge nye højbede. De blev smallere, men længere. Kyllingtråd i bunden sikrer mod mosegrise. Og kasserne er nu placeret på fliser. Dermed er der afstand til græsset, så jord fra bedene bare kan fejes væk. Det øger samtidig holdbarheden af det træ, som kasserne er bygget af, da de ikke har direkte jordkontakt. Indersiden er foret med plastik og træet er malet med træbeskyttelse.
De nye bede anlægges
De nye kasser er også betydeligt højere end de gamle. Der er anvendt 47 x 250 mm spærtræ. Fliserne er 5 cm høje og kanten er 47 * 100 mm reglar. Det giver omkring 30 cm til planternes rødder at gro i. Jorden i kasserne er nederst den jord, der var i de gamle kasser. Så er der et tykt lag kompost, og øverst et lag jord fra de billigste plantesække vi kunne få fat i.
Man skal aldrig gå i bedene. Man kan sidde på kanten. De skal heller aldrig graves. I stedet for bliver der hvert år lagt et lag på 5-10 cm kompost på toppen.
Et godt resultat efter en tør sommer
Resultaterne har været overvældende. Den meget kompostrige jord giver kraftig vækst og er med til at holde på fugtigheden i tørre perioder.
Der er meget arbejde i at etablere disse højbede, og det er heller ikke helt billigt. Derfor bygger vi over flere år. Så hvert år kommer der 3 nye højbede til for, at vi til sidst vil have i alt 12 bede. Bedene er omkring 5 meter lange og 1,2 meter brede.
