Persille – en krydderurt til hele året

Vi skriver november, men endnu står persillen flot og saftig grøn i haven. Lige til at plukke og anvende i køkkenet hvad enten det nu er til en gang persillesovs, græsk farsbrød eller noget helt tredje, der står på menuen.

Persilleplanterne i midt november

Persillen kan fint holde sig i haven engang til januar eller februar, men jeg plejer også altid at putte noget i fryseren. Både til de få måneder, der ikke er frisk persille i haven og til de dage, hvor jeg ikke orker at skulle rage rundt i vintermørket og kulden for at plukke den til aftensmaden.

Ved frysningen plukker jeg en ordentlig baljefuld. Persillen bliver skyllet af flere omgange, og de største stængler klippet af. Derefter skal persille tørres. Grundigt. Jeg bruger gerne nogle rene viskestykker til formålet. Persillen bliver lagt mellem viskestykkerne og trykket eller slynget let. Den tørre persille er nu klar til at putte i fryseposer. Fordelen ved denne metode er, at man ikke behøver at hakke persillen før indfrysning. I stedet trykker man blot på posen, når man tager den op af fryseren. Herved går persillen i mindre stykker og den ønskede mængde kan puttes i sovsen eller farsen. Resten ryger tilbage i fryseren med det samme.

Jeg er i gang med at klargøre persille til frysning

Persille er en toårig plante, så derfor vil den persille, som blev sået i år, til foråret give sig til at vokse igen. Det giver mulighed for fra tidligt forår at få frisk persille, men da denne persille går i blomst tidligt på sommeren, skal der sås ny persille hvert år.

Persille har ret lang spiringstid 3-6 uger, så meget ofte vælger vi den nemme løsning at købe en bakke med persille til udplantning. Det giver et sikkert resultat, hvis vi bare husker nok gødning og vand. Og en enkelt bakke persilleplanter giver nemt nok til en husholdning på fire.

Nye højbede

Vi har haft højbede i mange år, og det har fungeret OK. Men der var alligevel en række ting, der kunne gøres bedre. Vores højbede var kasser af lærketræ, som var 2 gange 2 meter. De var dermed for store til, at man kunne undgå at træde i dem, når man skulle arbejde i bedene.

De gamle højbede

Kassernes placering med græs op ad, gav nogle andre problemer. Græsset groede ind i kasserne. Og når man rensede bedene, fik man uundgåeligt revet jord ud i græsset, som skabte en jordvold op ad kasserne, der gjorde klipningen af græsset vanskeligt. Endelig muntrede mosegrisene sig med at mæske sig i de afgrøder, vi skulle have høstet.

Så vi besluttede os for at bygge nye højbede. De blev smallere, men længere. Kyllingtråd i bunden sikrer mod mosegrise. Og kasserne er nu placeret på fliser. Dermed er der afstand til græsset, så jord fra bedene bare kan fejes væk. Det øger samtidig holdbarheden af det træ, som kasserne er bygget af, da de ikke har direkte jordkontakt. Indersiden er foret med plastik og træet er malet med træbeskyttelse.

De nye bede anlægges

De nye kasser er også betydeligt højere end de gamle. Der er anvendt 47 x 250 mm spærtræ. Fliserne er 5 cm høje og kanten er 47 * 100 mm reglar. Det giver omkring 30 cm til planternes rødder at gro i. Jorden i kasserne er nederst den jord, der var i de gamle kasser. Så er der et tykt lag kompost, og øverst et lag jord fra de billigste plantesække vi kunne få fat i.

Man skal aldrig gå i bedene. Man kan sidde på kanten. De skal heller aldrig graves. I stedet for bliver der hvert år lagt et lag på 5-10 cm kompost på toppen.

Et godt resultat efter en tør sommer

Resultaterne har været overvældende. Den meget kompostrige jord giver kraftig vækst og er med til at holde på fugtigheden i tørre perioder.

Der er meget arbejde i at etablere disse højbede, og det er heller ikke helt billigt. Derfor bygger vi over flere år. Så hvert år kommer der 3 nye højbede til for, at vi til sidst vil have i alt 12 bede. Bedene er omkring 5 meter lange og 1,2 meter brede.